Guld er som regel guld værd

Ædelmetaller – og især guld – har altid haft en magisk tiltrækning på mennesker, og i dag har guld en særlig plads i private og professionelle investorers hjerter.

I perioder med global usikkerhed som nu med corona-pandemien betragter investorer guld som en sikker havn som værn mod inflation. Desuden er metallet relativt let at omsætte.

Global efterspørgsel på guld betyder, at metallet handles døgnet rundt. Da guld er en knap ressource, begrænser udbuddet sig til de kendte og tilgængelige guldreserver og til det metal, der løbende udvindes.

- Typisk vil man opleve stigende guldpriser i tider med geopolitisk usikkerhed som krig, eller når aktiemarkedet oplever store kursfald. Forventninger til stigende inflation kan også bidrage til, at der er flere købere end sælgere i guldmarkedet, siger Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

Siden 2000 er guldprisen steget markant. Den 31. juli i år kostede en ounce guld (31,10 gram, 24 karat) ca. 1.975 amerikanske dollar. 20 år tidligere var prisen cirka 278 dollar – altså en stigning på ca. 610 pct. De globale aktier steg i perioden med ca. 71,6 pct., målt ved verdensindekset MSCI World.

Det store afkastpotentiale har dog en betydelig risiko, da børsnoterede guldmineselskaber kan falde 10-20 pct. eller mere på en handelsdag.

FAKTA: Sådan investerer du i guld
Fysisk guld
Ædelmetallet udbydes både som mønter og barrer. Smykker med høj guldindhold er også mulige at investere i.

Guldmineaktier
Der findes børsnoterede guldmineselskaber, særligt i Canada og USA. Risikoen er høj, men potentialet kan være stort.

Private guldbørser
Virksomheder har specialiseret sig i online handel i fysiske guldpositioner fra ét gram. Guldet bliver i bankbokse i et lukket handelssystem.

Investeringsforeninger
Nogle investorer vælger at eje guld og guldmineaktier via investeringsforeninger. Sydbank Bankvalg har også pt. en position i guld. Sydinvest Blandede Fonde investerer også i guld.

 Artiklen er tidligere bragt i Sydbanks magasin Investering. 


Næste artikel